Landbruget er min primære levevej, politik er blevet min passion.
Du kan sætte x ved mig til både regionsrådsvalget og kommunalvalget den 16. november 2021.
Jeg er 57 år og har været medlem af Herning Byråd i snart 12 år.
Jeg føler mig ikke mindst privilegeret over, at jeg i nu tre perioder har været formand for Social- og sundhedsudvalget. Social- og sundhedspolitikken ligger mit hjerte meget nær, og jeg glæder mig over de resultater og den udvikling, der er sket. Ikke mindst takket være alle de fagligt dygtige og engagerede mennesker, der arbejder i vores plejesektor, ældreomsorg, handicap og socialpsykiatri.
Jeg vil fortsætte med at kæmpe for, at trivsel, tryghed og omsorg er i fokus.
Jeg arbejder hver dag ud fra min erfaring i livets skole – som mor til fire unge mennesker, som selvstændig erhvervsdrivende gennem mange år, og som aktiv borger i et lokalsamfund og frivillig i foreningsarbejde gennem hele mit voksne liv.
For politik handler om mennesker, og vi skal have både hjertet og den sunde fornuft med i vores beslutninger.
Derfor er jeg også altid klar til at snakke om politik og vores beslutninger, når du møder mig. Og du er altid meget velkommen til at kontakte mig med spørgsmål, input, ideer til vores beslutninger.
Mit politiske CV
Politiske poster:
2010- Formand for Social- og Sundhedsudvalget
2010- Medlem af Teknik- og Miljøudvalget
2010- Medlem af Handicaprådet
2017- Medlem af Forebyggelsesudvalget
Aktuelle tillidshverv
2013- Herning Provstiudvalg, næstformand
2016- Svend og Ketty Duholms almennyttige Fond, best.medlem
2019- Folkekirkens Familiestøtte, bestyrelsesmedlem
2020- Sinding-Ørre Borgerforening, bestyrelsesmedlem
2011- Danish Crown, repræsentantskab
2014- Norlys, repræsentantskab
Tidligere tillidshverv
2014-2020 Bytoften Bo- og Aktivitetscenter, bestyrelsesmedlem
2010-2017 Center for Kommunikation, formand
2011-2019 Langvadbjergfonden og Autismecenter Vest, bestyrelsesmedlem
2001-2009 Ørre-Sinding menighedsråd, formand
Min baggrund
Privat er jeg gift med Leif Hølledig Nørgaard.
Sammen har vi fire børn – tre sønner og en datter – og et lille barnebarn.
Jeg er født i Sinding i en søskendeflok på tre.
Efter gymnasietiden på Herning Gymnasium valgte jeg en landbrugsuddannelse. Det har jeg aldrig fortrudt.
Efter spændende og gode læreår på landbrug rundt i Jylland og et højskoleophold, blev jeg færdiguddannet fra Vejlby Landbrugsskole i Århus i 1988.
I 1990 overtog min mand og jeg min fødegård, hvor vi nu sammen har drevet selvstændigt landbrug i over 30 år. Hvis du vil vide mere om vores landbrug på Visgaard så kan du følge os på HER
I min fritid prioriterer jeg min familie.
Jeg er et stort friluftsmenneske og traver gerne lange ture ud i den frie natur. Jeg har en stor gammel have, som både er god motion og min store fornøjelse at arbejde i. Du kan også træffe mig i det lokale fittness-lokale.
Du er altid velkommen til at kontakte mig, for en politisk snak – du finder mine kontaktdata HER